To uger før VM i cyklecross skydes i gang er mesterskabernes 2,8 kilometer lange rute for alvor ved at tage form.
”I weekenden har vi haft 30 mand i gang med at sætte de første hegn op på det store område ved Bogense Kyst Camping, der skal hegnes ind,” fortæller Claus Rasmussen, formand for Cykling Odense og tovholder for de mange frivillige, der er sat på opgaven.
”Der er virkeligt mange detaljer, der skal passe sammen og i den kommende uge skal vi finpudse alle de helt små ting, så skelettet til ruten står helt klar næste søndag.”
Et af de meget væsentlige elementer på VM-ruten, den mobile bro over Bogenses havneindløb, kommer på plads allerede tirsdag morgen, hvor Østre og Vestre Havnevej i en uge vil være landfast.
”Det er en detalje, der ikke er set andre steder i cyklecross historien og den er i høj grad med til at gøre disse mesterskaber til noget helt specielt. ”Something special” – som mesterskaberne jo også er blevet døbt.”