Hvordan mon det føles at køre på en del af VM-ruten? Hvilken følelse giver det i maven at suse gennem målportalen? For slet ikke at tale om, hvordan verden ser ud deroppe fra sejrspodiet.
Disse spørgsmål får alle børn og unge i alderen 2-15 år mulighed for at få besvaret, når Shimano og Nordfyns Bank inviterer til VM KIDS RACE fredag den 1. februar i tidsrummet fra klokken 16 til 17.

De unge ryttere, som er delt ind i fire alderskategorier, kører på en rute, der sættes i gang præcis samme sted på Vestre Havnevej i Bogense, hvor proffernes løb starter lørdag og søndag – med officielle startlamper og hele balladen.

Herefter skal havneindløbet krydses på VM-broen før turen går ned ad Østre Havnevej og tilbage ad Vestre Havnevej på opløbsstrækningen. De 6-9 årige kører to omgange på den 750 meter lange rute og de 10-12 årige kommer rundt tre gange. Der venter fire omgange på de 13-15 årige, mens de alleryngste slutter af med 500 meter på løbecykel.

Alle får en tur på sejrspodiet, alle får fribilletter til det ”rigtige” VM, alle får en medalje, alle får en Nordfyns Bank drikkedunk og så er der mulighed for at være den heldige vinder af en række flotte præmier fra Shimano og Nordfyns Bank – blandt andet en rigtig VM trikot fra Santini.

Det er gratis at være med og der er indskrivning på Vestre Havnevej 9B fra klokken 15. Det eneste krav er, at man medbringer egen cykel – og naturligvis cykelhjelm.

 

Har du spørgsmål, kontakt Anika Rasmussen, Cykling Odense, mail: anika.rasmussen@gmail.com