SUVERÆN TULETT GENVINDER U19 VM

Verdensmesterskaberne i Bogense fik lørdag den smukkeste start, da den kun 17 årige Ben Tulett genvandt guldet i U19 rækken.

Den forsvarende britiske mester slog et hul mod slutningen af anden omgang og kørte i bedste Brexit-stil de resterende fem i ensom majestæt og passerede målstregen 20 sekunder før den belgiske favorit Witse Meeussen og yderligere to sekunder foran Ryan Corthjens med endnu en belgier, Thibau Nys, på fjerdepladsen.

Allerede efter første sving kom en gruppe på ti mand af sted. Alle favoritterne var med og det samme var den danske mester Joshua Gudnitz, der sluttede løbet på en fornem 12. plads.

”Det er det vildeste, jeg har prøvet,” sagde en glad Gudnitz til TV 2 Sport efter løbet, ”Opbakningen var enorm og jeg kørte langt mere frit og mindre stresset end ved World Cuppen i 2017.”

Vinderen var også begejstret for løbets udvikling.

”Jeg synes, jeg disponerede mit løb helt perfekt og valgte det rigtige tidspunkt at rykke fri på det. Det var helt fantastisk,” sagde Ben Tulett oven på en suveræn afslutning på en sæson, der ikke har været let hele vejen igennem.

Verdensmesteren var skadet i starten af sæsonen og måtte kæmpe hårdt for at nå sidste års niveau. Og at det er lykkedes, satte den stærke brite en fed streg under i Bogense lørdag.