”I mine øjne er der mange grunde til, at den danske afdeling af World Cup i CykleCross kan blive en stor succes. Og jeg glæder mig virkeligt til at komme til Bogense søndag den 19. november.”

Henrik Djernis er en legende i dansk cykelsport. Ikke alene på grund af sine tre guldmedaljer ved VM i Mountainbike, men også fordi han i 1993 som den hidtil eneste dansker har vundet seniorernes VM i CykleCross,

”Banen i Bogense er virkeligt spændende og dejligt varieret. Med sine lange lige strækninger stiller der krav til rytternes speed, der er mange skarpe sving, som udfordrer teknikken og skrænten op mod Bogense Kirke er ikke så let, som det måske umiddelbart ser ud til,” siger 51 årige Djernis, der til daglig arbejder i sin egen cykelforretning i hjembyen Kalundborg.

”Rent arrangementsmæssigt er det også en stor fordel, at man har fulgt den stigende tendens med at lægge events ind i byen, hvor publikum er. Og med mange forskellige festlige indslag er der også lagt op til, at tilskuerne kan få en totaloplevelse ud af at gå til World Cup i CykleCross.”