Tjekkiske Tomas Kopecky var første mand over stregen, da juniorerne søndag indledte dagens World Cup stævne i Bogense med deres 40 minutter lange løb.

Kopecky, der med sejren overtog den samlede førsteplads i World Cup stillingen, var overlegen i løbets sidste halvdel, og han sluttede med et forspring på 42 sekunder ned til nummer to Meed Hendrikx fra Holland.

I det hele taget var de hollandske ryttere fint med fremme på den solbeskinnede men også vindomsuste rute langs havnen og havet i den nordfynske kystby.

Pim Ronhaar blev nummer tre og Holland havde fem ryttere blandt de første ti.

Bedste danske rytter blev odenseaneren Ian Millenium, der placerede sig som nummer 29 – 4:06 minutter efter vinderen.