Forhåbentlig vil et stort publikum finde vej til Telenet UCI Cyclo-Cross World Cup 2017 i Bogense søndag den 19. november – og især håber vi at se rigtigt mange mennesker, der aldrig tidligere har stiftet bekendtskab med denne fascinerende sport.

Så i den anledning har vi udarbejdet en lille oversigt over, hvad der måske kunne være rart at vide, før turen går til Nordfyn.

Vi glæder os meget til at se jer.

HVAD ER CYKLECROSS – HISTORIE:

  • Den tidligste form for organiseret cyklecross menes at være opstået tilfældigt ved at franske cykelryttere i starten af 1900-tallet på deres træningsture udfordrede hinanden til at race om kap til den nærmeste by – henover marker, gennem skove og forbi alverdens forhindringer. Ind imellem i løb og med cyklen på nakken.
  • De første egentlige mesterskaber blev kørt i Frankrig i 1902. Belgien (1910) og Schweiz (1912) fulgte hurtigt efter.
  • I 1924 blev det første internationale cyklecross løb kørt i Paris, men det var først i slutningen af 1940’erne den internationale cykle union (UCI) fik sporten på sit program. Det første VM blev herefter afviklet i Paris i 1950.
  • I sin moderne form køres cyklecross i en sæson fra slutningen af september måned til februar. De vigtigste løb er VM i slutningen af januar og World Cup løbsserien.

HVAD ER CYKLECROSS – UDSTYR:

En crosscykel ligner til forveksling en almindelig racercykel, men der er visse afgørende forskelle

  • Krankboksen er lidt længere fra jorden end på en racer for at gøre det lettere at komme igennem ujævnt terræn.
  • Gearingen er typisk lavere, fordi man kører i mere ujævnt terræn og derfor har større behov for at kunne klatre.
  • Bremserne er typisk skivebremser – enten mekaniske eller hydrauliske.
  • Styret på en cross cykel er ofte lidt bredere end på en tilsvarende landevejsracer
  • Dækkene er højere og kraftigere, nogle blot med markant mønster, mens andre har knopper som en mountainbike har det.
  • Der er større afstand mellem hjul og stel, for at undgå, at mudderet klumper sammen.
  • Kablerne ligger typisk på oversiden af stellets overrør, da man i cyklecross ofte har brug for at bære cyklen på skulderen.
  • Undervejs i løbet er det tilladt for rytterne at skifte cykel. Det sker i den såkaldte pit-zone, der er placeret midt på ruten.

HVAD ER CYKLECROSS – LØBETS LÆNGDE:

  • Det er omgangstiden på første omgang der definerer længden på løbet. Hvis der eksempelvis skal køres i en time og første omgangstid er seks minutter, kommer løbet til at gå over 10 omgange (60 minutter divideret med 6).
  • Juniorer kører i 40 minutter. Kvinderne kører i 45 minutter, Herre U 23 i 50 minutter og Herre Elite i 60 minutter.

HVAD er CYKLECROSS – d. 19. NOVEMBER I BOGENSE

  • Løbet køres på en rundstrækning på 2,9 kilometer med start og mål på Vestre Havnevej i Bogense
  • Der køres i fire klasser, Herre Junior, Herre U23, Kvinde elite+U23 og Herre Elite.
  • Juniorer starter klokken 10.00 og kører i 40 minutter. Herre U 23 starter klokken 11.20 og de kører i 50 minutter. Dame Elite og Dame U23 starter samtidig klokken 13.00 og kører i 45 minutter og til sidst starter Herre Elite klokken 14.30 og er i aktion i 60 minutter.
  • For Kvinde Elite og Herre Elites vedkommende er løbene 4. afdeling af World Cup serien, der i alt omfatter 9. afdelinger. Sidste afdeling køres i Holland i januar 2018.
  • I Bogense køres på fire forskellige underlag: Asfalt, grus, græs og filt (på den nybyggede bro).
  • 18 kameraer fra de belgiske produktionsselskaber Play Sport og Videohouse dækker begivenheden. Der sendes live på 14 tv-stationer i 10 lande og løbet vil blive set af mere end tre millioner mennesker i Europa.