Ingen, der i disse dage besøger den charmerende fynske kystby, er på nogen måde i tvivl: VM i cyklecross er kommet til Bogense
Halmballer pakket ind i regnbuens farver, butikker der kappes om den mest fantasifulde vinduesudsmykning i de fem magiske striber, lygtepæle, blomsterkasser – ja selv Manneken Pis på torvet. ALT, hvad der kan pakkes ind i VM-striber, er også blevet det.
Bogense er klædt i blåt, rødt, sort, gult og grønt. Fra top til tå.

”Det er overvældende at føle den fabelagtige opbakning fra hele byen,” siger Per Olesen, direktør i Nordfyns Erhverv og Turisme, NEET, som i denne weekend sammen med Sport Event Denmark, Sport Event Fyn og Danmarks Cykle Union står bag det største idrætsarrangement i Nordfyns historie.

”Vi mærker den lokale begejstring hele vejen rundt – og rent visuelt er det helt fantastisk at se den indsats, de lokale butiksindehavere har lagt for dagen. Det vidner om sammenhold og vilje til at løfte en omfattende opgave i flok – samtidig med, at det helt sikkert får de mange tilrejsende fra ind- og udland til at komme i VM-stemning og føle sig hjerteligt velkommen.”
Formand for Bogense Handelsstandsforening, guldsmed Per Maegaard, er helt på linje med VM-arrangøren.

”Dette er helt unikt og jeg tror aldrig, vi kommer til at opleve noget lignende i Bogense. Derfor er vi handlende da også enige om at bakke helt og fuldt op om eventen. Både med udsmykning – men også ved at holde længe åbent både fredag, lørdag og søndag.”

Bogense er åben – Bogense tager imod cyklecross-fans fra heleverden – Bogense er i den grad VM-klar.