Billetsalget til vinterens højdepunkt i den danske cykelløbskalender, World Cup i cyklecross i Bogense, er åbent fra 8. september. Intenst cykelløb og lave billetpriser skal trække tilskuerne til.

Tilskuerne langs cyklecross ruten i Bogense er garanteret masser af spænding, drama og intens fight, når World Cup i cyklecross kommer til Fyn og Bogense søndag den 19. november 2017. Her kan fynboerne og resten af ’Cykel-Danmark’ se frem til at få en helt speciel live cykeloplevelse med verdens bedste crossryttere på tæt hold.

Forberedelserne til World Cup løbet er på sit højeste, og arrangørerne ser frem til at åbne for billetsalget. Direktør i Nordfyns Erhverv og Turisme, Per Olesen udtaler:

Vi er utroligt glade for at vi sammen med vores partnere Sport Event Fyn, Sport Event Denmark og Danmarks Cykle Union kan åbne billetsalget her i begyndelsen af september, mens cyklecross sæsonen for alvor tager fart. Vi har fået mange henvendelser omkring mesterskabet og billetter. Derfor glæder det os at kunne frigive billetterne her godt to måneder før det går løs.

Cyklecross oplevelse i første række

Med en lav billetpris på 75 kroner og gratis adgang for børn under 12 år, forventer arrangørerne at tiltrække mellem 2.000 – 3.000 tilskuere. Men faktisk er det ikke tilskuertallet til World Cup løbet, der har første prioritet, men derimod at de tilskuere, der møder op, får en fed oplevelse, fortæller Jakob Lund Staun, forretningsudvikler i Sport Event Fyn:

Vi er sammen med Nordfyns Erhverv og Turisme, Sport Event Denmark og Danmarks Cykle Union meget bevidste om vores opgave med at udbrede kendskabet til cyklecross både på Fyn og nationalt. Vi håber naturligvis, at mange fynboer og cykelfans i det hele taget, køber billetter, så de kan få en god fornemmelse af, hvor spektakulært cyklecross er når sporten opleves live. Løbet køres på en 3 km rundstrækning med en række forhindringer og terrænmæssige udfordringer. Rytterne kan således ses gentagne gange og som tilskuer fornemmer man tydeligt nerven i løbet.

Fordele for de danske cykelklubber

Forhåbentligt vil World Cup løbet være med til at inspirere mange tilskuere til også at møde op til VM i 2019, hvor fynske Simon Andreasen er en af favoritterne til at vinde guld i U23 feltet. Men for at mesterskaberne bliver en tilskuersucces, skal der blandt andre mange danske cykelfans på lægterne. Derfor et særligt tilbud til de danske cykelklubber:

 Det er vigtigt at vi sammen med Nordfyns Erhverv og Turisme, Sport Event Fyn og Sport Event Denmark får inddraget hele ’Cykel-Danmark’ i festlighederne. Derfor kommer vi også til at gøre en ekstraordinær indsats målrettet cykelklubberne. Vi giver klubberne mulighed for at tjene en skilling til klubkassen ved at give ’kick-back’ til klubben på en del af billetprisen. Det gælder på de billetter man kan købe via sin cykelklub,

               siger Henrik Jess Jensen, formand for Danmarks Cykle Union.

Sidst men ikke mindst er der for dem, der ønsker en ekstraordinær oplevelse mulighed for at købe VIP-billetter, der blandt andet indeholder adgang til VIP-lounge og første parket til opløbsstrækningen.

Man kan læse mere om billetsalget og klubtilbud på den nyligt lancerede hjemmeside www.crossdenmark.dk, som er den officielle hjemmeside for både World Cup og VM i cyklecross på Fyn.

Fakta om billetsalget

  • Billetsalget til World Cup i cyklecross åbner 8. september.
  • Billetter købes på crossdenmark.dk eller ved henvendelse til VisitNordfyn.
  • Prisen for en voksenbillet er 75 kroner.
  • Børn under 12 år har gratis adgang.
  • Det er muligt at købe VIP-billetter til 449 kroner.
  • Der lanceres et tilbud til danske cykelklubber, hvor de får kr. 25,- i ’kick-back’ pr. solgt billet via klubben

Fakta om World Cup i cyklecross

  • Den officielle titel på mesterskabet er Telenet UCI Cyclo-Cross World Cup.
  • Løbet køres på en 3 kilometer rundstrækning ved havnen i Bogense på Nordfyn søndag den 19. november kl. 10-16.
  • Rytterne kører ’off-road’ på et underlag der varierer mellem græs, grus og asfalt.
  • Der køres i fire kategorier: Junior Herre, U23 Herre, Dame og Herre Elite.
  • Blandt de danske profiler er fynske Simon Andreasen (U23) og den firedobbelte verdensmester i mountainbike (MTB), Annika Langvad (Dame Elite).
  • Der køres i alt 9 World Cup løb i sæson 2017/2018, der løber fra september til januar.
  • Mesterskabet afvikles i et samarbejde mellem Nordfyns Erhverv og Turisme, Sport Event Fyn, Sport Event Denmark og Danmarks Cykle Union.
  • Målsætningen er at tiltrække mellem 2.000-3.000 tilskuere til World Cup løbet. Dette er en forsmag på VM i cyklecross i 2019, der ligeledes afholdes på Fynsk grund.

 

Yderligere informationer

Per Olesen, direktør i Nordfyns Erhverv og Turisme, tlf. 40 27 09 13

Jakob Lund Staun, forretningsudvikler i Sport Event Fyn – en del af Udvikling Fyn, tlf. 61 68 73 70  

Henrik Jess Jensen, formand for Danmarks Cykle Union, tlf. 25 20 23 70